Det var overdoser af medicin, der dræbte 21 heste fra et polohold tidligere på ugen.
Det oplyser en talsmand fra det apotek i Florida, som skulle forberede hestenes medicin.
I øjeblikket er Floridas landbrugsmyndigheder og den lokale sherif i gang med at efterforske sagen, og det er i den forbindelse, at chefen for apoteket har medgivet, at der var en forhøjet dose af et af medikamenterne i polohestenes medicin.
Men det fremgår ikke hvilket præparat, der er tale om.
Hestene, der var 100.000 dollars værd og tilhørte et venezuelansk polohold, blev syge og faldt døde om på stribe lige op til US Open Polo Championship, skriver BBC. De heste, der ikke havde fået medicinen viste ingen tegn på sygdom.
Apoteket siger, at hestenes medicin var blevet ordineret af en dyrlæge.