De fleste har prøvet en smule turbulens under en flyvetur, men de færreste af en sådan kaliber, at hat og briller flyver rundt i kabinen.
Men det var lige, hvad der skete for en flok uheldige flypassagerer ombord på United Airlines Flight 967, der var på ved til Los Angeles fra Washington i aftes. På turen ramte flyet ind i så kraftig turbulens, at adskillelige passagerer kom til skade og flyet var nødsaget til at lande i Denver for at få de tilskadekomne i behandling.
21 passagerer havde fået så mange knubs, at man kørte dem direkte på skadestuen. De fleste havde moderate skader i hovedet, nakke og ryg. Én var kommet alvorligt til skade.
"Det er højest usædvanligt at se så mange tilskadekomne fra et enkelt tilfælde af turbulens," forklarer Scott Bookman, chefredder på skadestuen Denver Health ifølge La Times.
"Det ser ud til, at de blev kastet rundt," lyder chefredderens vurdering.
Episoden skal nu undersøges af myndigheder.