Det er intet under, at det er svært for de ledige at finde et arbejde.
Antallet af nye job er nemlig det laveste i fem år. Det viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen ifølge Jyllands-Posten.
Undersøgelsen, som er lavet på baggrund af tal fra Eurostat, viser, at antallet af jobåbninger i 2012 faldt med 40.000 i forhold til året før. I perioden fra 2008 er de samlet faldet med hele 170.000 job.
Og som om det ikke var barske nok nyheder for de ledige, så gik 42 procent af de job, der blev besat i 2012 til folk, der allerede var i arbejde.
Andre små 40 procent gik ifølge Jyllands-Posten til studerende, der arbejder ved siden af studiet eller ledige i løntilskud fra det offentlige.
I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd tror man ikke på, at det billede vil lysne i løbet af det næste år. Arbejdsmarkedsøkonom Erik Bjørstad mener, at de nye tal tegner et dystert og realistisk billede af den aktuelle jobskabelse.
- De økonomiske udsigter er ikke ret gode. Væksten bliver formentligt for lav til at skaffe fremgang på det danske arbejdsmarked, siger han til Jyllands-Posten.
Tal fra Danmarks Statistik viste for nylig, at ledigheden i december måned faldt med 400 personer.
Kilde: Jyllands-Posten