En 16-årig dreng er død mandag morgen efter en trafikulykke søndag aften med to kammerater i en bil på Lyngvej ved Køge. En 17-årig dreng og en 19-årig mand fortsat på hospitalet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
- De skal passere en modkørende, og ulykkesbilen er kommet over i den modkørende vejbane. Da føreren opdager det og vil rette op, så vælter bilen rundt, siger kommunikationsmedarbejder Simon Schwaner til Ritzau.
Den 17-årige er indlagt på Holbæk Sygehus, mens den 19-årige fører af bilen er kørt til Slagelse Sygehus. Alle tre forulykkede er fra lokalområdet.
- Den 16-årige var den værst tilskadekomne, men også de andre involverede er kommet til skade, fortæller Simon Schwaner.
Ulykken fandt sted kort før klokken 22 søndag aften. Politiet og en bilinspektør har været i gang med at undersøge ulykkesstedet, men har indtil videre ikke nogen forklaring på, hvorfor de unges bil befandt sig modsat kørselsretningen.
De pårørende er underrettet.
/ritzau/