Finanstilsynet har anmeldt 14 forsikringsselskaber til politiet for forskelsbehandling af gravide og nybagte mødre.
Det oplyser tilsynet på sin hjemmeside.
Ifølge Finanstilsynet har selskaberne i forskelligt omfang haft bestemmelser i sine vilkår, der undtager for dækning i forbindelse med graviditet eller fødsel.
Der kan for eksempel være, at de ikke har villet dække regningen til fysioterapeuten eller kiropraktoren i forbindelse med nogle smerter, der er opstået i forbindelse med graviditeten eller fødslen. Det har P1 Orientering på DR afdækket.
- Det er vigtigt, at forsikringsselskaberne overholder loven og ikke forskelsbehandler på grund af graviditet, siger Carsten Brogaard, der er vicedirektør i Finanstilsynet med ansvar for tilsynet med forsikringsselskaber og pensionskasser.
- Derfor er det også væsentligt, i forhold til at sikre at forsikringskunderne bliver behandlet lige, og at kunderne får det, som de har ret til, at vi nu politianmelder de forsikringsselskaber, der ikke har styr på reglerne, siger han i pressemeddelelsen.
Alle landets største forsikringsselskaber er blandt de anmeldte. Det gælder Tryg, Topdanmark, Codan, Alm. Brand og Gjensidige.
I regeringen er erhvervsminister Simon Kollerup (S) glad for, at Finanstilsynet har taget affære i sagen.
- Det er naturligvis altid alvorligt, når en politianmeldelse er nødvendig, men jeg ser det som et afgørende skridt i den rigtige retning, hvor selskaberne skal genopbygge tryghed og tillid hos kunderne.
- Det skal være trygt at være forbruger i Danmark, og der skal selvfølgelig være hjælp at hente hos selskaberne, når smerter sender forbrugeren til kiropraktor eller fysioterapeut, siger han i en skriftlig kommentar.
De fleste af de politianmeldte selskaber er desuden blevet bedt om at kontakte de kvinder, som har været omfattet af de vilkår, som ifølge Finanstilsynet har været ulovlige.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.