13-årig pige bliver påkørt på cykelstien

En bilist fik formentlig et ildebefindende og mistede kontrollen over bilen, der ramte pige, som kom cyklende.

En 13-årig pige fra Herning blev alvorligt kvæstet, da hun blev påkørt af en bil, som ramte hende på cykelstien på Vesterholmvej i Herning.

Den 58-årige bilist fik sandsynligvis et ildebefindende bag rattet, oplyser vagtchef Carsten Henriksen, Midt- og Vestjyllands Politi.

- Bilisten får formentlig en form for ildebefindende, som gør, at han mister kontrollen over sit køretøj og rammer pigen på cykelstien, siger Carsten Henriksen.

- Bagefter fortsætter han et par hundrede meter, indtil bilen standser i en hæk, siger han.

Ulykken skete mandag kort før klokken otte.

Pigen er blevet indlagt til behandling på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Politiet betegner hendes kvæstelser som alvorlige.

Der er mandag eftermiddag ikke nye oplysninger om hendes tilstand.

Også den 58-årige måtte på sygehuset efter ulykken. Der er hverken oplysninger om hans tilstand eller om, hvorfor han fik det dårligt under kørslen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.