En 13-årig pige fra Svendborg blev alligevel ikke antastet af en mystisk mand onsdag aften, som hun ellers har forklaret politiet.
Efterforskningen samt en række nye henvendelser og afhøringer i sagen fik fredag Fyns Politi til at afhøre pigen igen. Her ændrede hun sin forklaring.
- Hun har fredag forklaret, at manden ikke antastede hende eller i øvrigt gjorde noget, der giver anledning til at tro, at der var tale om forsøg på et overgreb, siger vicepolitiinspektør Klaus Arboe i Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Pigen forklarede i første omgang, at hun blev antastet en ukendt mand på en legeplads, da hun var ude at lufte sin hund.
- Der er ingen tvivl om, at pigen har været bange. For hun rejste sig op og skyndte sig at løbe hjem. Hun havde en fornemmelse af, at nogen måske løb efter hende, fortæller Klaus Arboe.
- Men uden at hun var sikker på, om det var manden, en anden tilfældig person eller om der faktisk var nogen, lyder det fra vicepolitiinspektøren.
Da pigen kom hjem og fortalte sin mor, hvad hun havde oplevet, kom hun til at sige noget lidt andet end det, der faktisk var sket. Og da politiet blev alarmeret, turde hun nok i første omgang ikke rigtig ændre sin forklaring, oplyser politiet.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, men omvendt er det vigtigste, at vi nu har fået fastslået, at pigen ikke blev forsøgt udsat for et overgreb, siger Klaus Arboe.
Fyns Politi vil fortsat meget gerne i kontakt med den mand, pigen mødte onsdag klokken cirka 19.45 på legepladsen på Søgårdsvej i Svendborg.
/ritzau/