En leg på isen er endt katastrofalt for to 13-årige drenge. Den ene er indlagt og i livsfare.
De to drenge gik her til eftermiddag ud på isen i Højby Sø i Odsherred kommune, hvor de bor.
Isen var meget usikker og knækkede pludselig under dem, og begge drenge faldt ned i det iskolde vand. Det lykkedes den ene at kæmpe sig op på land og råbe på hjælp.
Den anden dreng blev reddet op efter 15 minutter under vand af to dykkere fra Odsherred Redningsberedskab. Han blev fløjet i helikopter til Aarhus Universitetshospital, hvor han stadig ikke var ved bevidsthed, og ifølge Lars Galasz, vagtchef i Midt- og Vestsjællands Politi, er hans tilstand kritisk.
Den anden dreng var våd og kold, men helt uden for livsfare.
Politiet er i færd med at underrette pårørende, lyder det fra vagtchef, Lars Galasz.