Omkring 126 migranter savnes, efter deres båd forliste på Middelhavet.
Motoren blev stjålet, hvilket fik båden til at synke. Det har overlevende oplyst til Den Internationale Organisation for Migration (IOM).
To mænd fra Sudan, der mandag ankom til Sicilien sammen med omkring tusind andre migranter, oplyste til IOM, at de i weekenden sejlede ud i en båd med omkring 130 mennesker om bord.
De fleste af dem var fra Sudan, siger IOM-talsmand Flavio Di Giacomo.
Efter et par timer til søs kom en gruppe libyere sejlende, har de to sudanske mænd fortalt.
- De beskrev libyerne som pirater, men de er dybest set smuglere, siger Di Giacomo.
- De stjal motoren - noget som er sket et par gange på det seneste - og derpå begyndte båden at tage vand ind og sank, siger IOM-talsmanden.
Libyske fiskere reddede de to sudanske mænd op af havet sammen med to nigerianere, der var de eneste øvrige overlevende.
Fiskerne satte dem på en anden båd med migranter, og senere blev de samlet op af redningsmandskab.
- De var i chok, traumatiseret af, hvad der var sket, og udmattede, siger Di Giacomo.
Kriminelle netværk i Libyen har opbygget en yderst lukrativ forretning med at sende overfyldte både med migranter mod Europa.
Mange af bådene er synkefærdige, og alene i år menes mindst 1828 mennesker at være druknet på vej over Middelhavet fra Libyen til Italien, viser tal fra IOM.
Alene siden nytår er omkring 65.000 andre nået frem i live.
/ritzau/Reuters