Aase Skov Sørensen fik sig noget af en overraskelse, da hun for nylig blev indkaldt til en obligatorisk sprogtest af Aarhus Kommune.
Hun fylder nemlig snart 103 år.
Aase modtog et brev fra kommunen med indkaldelse til en "obligatorisk sprogvurdereing" - vel at mærke for tre-årige børn.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Brevet er angiveligt blevet sendt ud automatisk ved udtrækning af data fra folkeregisteret.
Selvom det ganske vist sommetider kniber med hørelsen og korttidshukommelsen, takkede Aase pænt nej til at få vurderet sine sproglige kompetencer af kommunen.
Kommune undskylder
Ifølge Århus Stiftstidende har kommunen ingen anelse om, hvordan brevet kunne havne hos Aase, men undskylder fejlen.
I Aase Skov Sørensens familie har de imidlertid fået sig et godt grin over miseren.
"Det er selvfølgelig utroligt, at sådan et brev overhovedet bliver udsent, men det nøjes vi i denne omgang med at ryste på hovedet over," siger Aase Skov Sørensens svigersøn, Holger Villumsen, til Århus Stiftstidende.
Ifølge Århus Stiftstidende skal vi helt tilbage til 2008, før et barn sidste gang fik navnet Aase.