Malawis omtrent 14 millioner indbyggere er hårdt ramt af hiv og aids.
Over 11 procent af befolkningen er smittet med hiv, og gennemsnitligt smittes 1000 personer hver eneste uge med sygdommen.
- Det er en stor bekymring for os, at på trods af regeringens bestræbelser på at forebygge hiv og aids fortsætter vi med at registrere omkring 1000 nye tilfælde af hiv hver uge, siger Edith Mkawa, en embedsmand fra landets sundhedsministerium.
- Antallet er meget højt. Det frustrerer os i kampen mod pandemien, siger hun og tilføjer, at i et land, hvor 11,8 procent af befolkningen menes at være hiv-positive, er "behovet for øjeblikkelig handling for at nedbringe antallet presserende".
- Folk ændrer ikke deres opførsel, og den opførsel giver næring til spredningen af hiv i et alarmerende tempo, siger Edith Mkawa.
Den sydøstafrikanske nation har lige nu 350.000 indbyggere, der modtager medicin mod sygdommen. I 2004 drejede det sig blot om 5000 personer.
Malawi er et af verdens fattigste lande. Op mod tre fjerdedele af befolkningen lever for under en femmer om dagen.
/ritzau/AFP