Zuckerberg skuffet over Facebook-aktien

- Facebook vil komme til at tjene flere penge på mobiltelefoni end på computere, siger Facebook-grundlægger.

Facebook-grundlæggeren Mark Zuckerberg siger, at det er "skuffende", at aktien i Facebook er faldet til et rekordlavt niveau.

- Men Facebook vil komme til at tjene flere penge på mobiltelefoner end på computere, siger Zuckerberg.

Han fastslår, at udviklingen har været skuffende for Facebook-aktien, der blev børsnoteret i maj.

Den 28-årige Zuckerberg fremsatte tirsdag for første gang en offentlig kommentar til aktiekursen for verdens største sociale netværk.

- Men investorerne har ikke helt forstået det potentiale, som ligger i væksten inden for mobiltelefonien, siger Zuckerberg og understreger, at hans selskab tidligere har været i kriser.

Facebook var det første amerikanske selskab, som blev aktienoteret med en værdi på over 100 milliarder dollar. Aktier i selskabet blev tirsdag solgt til 19,43 dollar. I maj var prisen per aktie 38 dollar.

En nylig analyse fra BMO Capital Markets i New York fik Facebook-aktier til at falde markant. Rapporten understregede, at virksomhederne bruger mindre på at annoncere i det sociale netværk.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.