Danske fodboldfans kan så småt begynde at glæde sig til igen at se Mohamed Zidans formidable teknik på de danske Superliga-stadions.
Den egyptiske landsholdsspiller fortæller nemlig i et interview med Tips-Bladet, at han er fast besluttet på at vende tilbage til dansk fodbold - og allerhelst til sin gamle klub FC Midtjylland.
"Jeg er tit på besøg i FC Midtjylland, og jeg snakker med Jens Ørgaard en-to gange om måneden," siger Mohamed Zidan til Tips-Bladet.
"Når jeg vender tilbage, kunne jeg sagtens tage til FC Midtjylland og spille i et-to år, og så kunne det sagtens være, at jeg havde et job i klubben. Det kan være, at vi kan aftale det. Det er slet ikke noget, vi har talt om eller aftalt nu. Når jeg kommer tilbage, vil flere klubber være interesserede, men måske vil jeg vælge FC Midtjylland, fordi mit hjerte ligger der," siger Mohamed Zidan.
I FC Midtjylland er sportsdirektør Jens Ørgaard langt fra afvisende over for ideen om atter at se Zidan i den sorte trøje.
"Mohamed vil altid være interessant for FC Midtjylland at få tilbage, hvis han til den tid stadig er god nok," siger Jens Ørgaard til avisen.
Kilde: Tipsbladet