For blot to år siden så fremtiden lys ud for David Tetley. Har var i semifinalen i den engelske udgave af ”X Factor”, og det betyder på de kanter en lys fremtid med masser af penge og en stor karriere.
Men fredag udstak en jury i Bradford en noget anderledes fremtid for den 39-årige sanger, da de idømte ham ni års fængsel for pædofili. Det skriver the Mirror.
Sangeren blev dømt for i fem tilfælde at have udnyttet mindreårige drenge efter at have sendt mere en 10.000 beskeder, hvor han blandt andet bad drengene – der alle var mellem 15 og 16 år – om at sende seksuelle billeder i bytte for penge.
David Tetley kom første gang i politiets søgelys sidste sommer, hvor han dog afviste alle anklager. Og påstod, at ”folk” var efter ham på grund af hans berømmelse. Men da han blev tvunget til at aflevere sin telefon med de mange afslørende billeder og beskeder, erkendte han overgreb mod fem drenge.
Og fredag faldt dommen.
– Realiteterne er, at samfundet er meget interesseret i berømtheder. Det gør ingen skade. Men du udnyttede den status, det gav dig. Du misbrugte din status til at tilfredsstille dine perverse behov, lød det blandt andet i dommerens bandbulle til den dømte.