Caroline Wozniacki var en anelse heldig, at Shuai Peng, hendes modstander i første runde i New Haven, trak sig med en skade i andet sæt.
Nu venter Karin Knapp. Med sine 26 år er italieneren tre år ældre end Caroline Wozniacki. Alligevel har de to aldrig tidligere mødt hinanden.
- Da jeg begyndte på WTA-touren, spillede vi de samme turneringer, og jeg tror også, at vi spillede juniorturneringer sammen, da jeg begyndte, og hun var ved at være færdig. Men jeg har ikke set hende i et stykke tid, siger danskeren til WTA's hjemmeside.
Caroline Wozniacki vandt turneringen i New Haven fire år i træk fra 2008 til 2011. Sidste år måtte danskeren trække sig fra semifinalen mod Maria Kirilenko med en knæskade. Nu prøver hun igen i turneringen, hvor hun har notorisk succes.
Men det begyndte alarmerende i første runde. Peng Shuai vandt første sæt 6-2. Wozniacki var stærkere i andet - hun vandt de første tre servepartier. Kineseren holdt sin serv i fjerde parti, men trak sig derefter.
- Jeg havde slet ikke bemærket, at der var noget galt. Men hun spillede jo finale i double i Cincinnati dagen før, og det er hårdt, siger Wozniacki.
Turneringen i New Haven er Caroline Wozniackis sidste turnering inden US Open. Med sin nyvundne ottendeplads på verdensranglisten er hun seedet som nummer fire i denne uge.
/ritzau/