Den tidligere verdensetter i golf Tiger Woods har flere gange på det seneste måttet se sig slået klart af den nuværende nummer i verden, Rory McIlroy.
Men natten til fredag dansk tid var det Woods, der var stærkest i den direkte duel med nordireren.
Det to spillere gik sammen ud i sidste bold på førstedagen af fjerde afdeling af PGA Tour Championship, der spilles på East Lake Golf Club nær Atlanta.
Og her var Woods bedst. Med en score på fire under par spillede han faktisk så godt, at han bragte sig i spidsen af det lille eksklusive felt på 30 spillere.
McIlroy derimod brugte tre slag mere og ligger på en delt 12.-plads.
Rivaliseringen mellem de to spillere har været et stort tema i denne sæson, hvor McIlroy med sine fire turneringssejre - herunder majorturneringen PGA Championship - har set bedst ud.
Begge hævder de dog, at de har et fint forhold til hinanden, og at de nyder at spille sammen.
- Det giver en god stemning og lidt ekstra tænding, siger McIlroy.
Golflegenden Gary Norman sagde tidligere på ugen, at han mente, at Woods havde overladt tronen som verdens bedste til nordireren.
Men amerikaneren stritter altså stadig imod og ser med tre turneringssejre i år ud til at være på vej tilbage til sit tidligere niveau.
/ritzau/Reuters