Nyhedsavisens udsendte medarbejder i Stavanger
Ulrik Wilbek bliver nok aldrig diplomat. I hvert fald ikke i Ukraine. Før aftenens kamp mod Polen lægger han ikke skjul på, at han hellere ville have haft et andet dommerpar end det ukrainske til at dømme.
- Vi skal have revanche mod Polen, og så skal vi vinde en kamp mod de ukrainske dommere, siger Wilbek med henvisning til sidste års nederlag til Polen i VM-semifinalen ved VM i Tyskland.
De to ukrainske dommere, som Ulrik Wilbek sådan frygter, dømte også Danmarks første kamp mod Norge, men der synes han sådan set, at de dømte fair nok.
- Men mod østeuropæiske nationer føler vi, at vi er blevet snydt af de ukrainske dommere, med nogle kendelser i de døende minutter af kampene. Og Polen er jo deres nabo, konstaterer han blot.