Bradley Wiggins har ikke haft travlt med at finde tilbage på landevejen, efter han vandt først Tour de France, og kort efter blev olympisk mester i enkeltstart.
Siden har englænderen ifølge nationale medier ført sig frem på barer og natklubber, hvilket givetvis ikke har været godt for formen, og for et par uger siden meldte han afbud til Post Danmark Rundt.
Men når Tour of Britain starter søndag, er Sky-kaptajnen tilbage i det professionelle cykelfelt, dog med det forbehold, at han ifølge sin træner Shane Sutton vil fravige sin egen grundregel.
- Det her handler ikke om, at Bradley kommer tilbage og skal vinde. Dette er en god mulighed for at suge til sig og nyde det, han har opnået, siger Shane Sutton til BBC.
Bradley Wiggins har ellers udtalt, at han kun stiller til start i løb, han kan og vil vinde. Han vil ikke, som de fleste andre cykelryttere, bruge mindre løb til at køre sig i form til de store. Så vil han hellere træne alene.
Ser man på englænderens 2012-sæson, kan man se, at han mener det. Wiggins har vundet de fleste af de cykelløb, han har stillet til start i.
Således har han sejret i Paris-Nice, Romandiet Rundt, Criterium du Dauphine, Tour de France og OL-enkeltstarten.
Bradley Wiggins har stort set ikke kørt andre end disse løb i år.
/ritzau/