Mens West Ham på grønsværen dukkede Chelsea med 2-1 i onsdagens London-derby i Liga Cuppen, var der gang i den på lægterne mod kampens slutning.
De to holds fans fik hidset hinanden godt op. På videoer fra tribunerne kan man se, hvordan et væld af vagter må knokle for at holde de to fangrupper adskilt og dermed undgå et kæmpe slagsmål på stadion.
Den store katastrofe med et masseslagsmål på stadion blev afværget. Men hjemmeholdet West Ham er klar med hårde straffe til de personer, der kan identificeres som værende en del af tumulten.
- Selv om situationen hurtigt kom under kontrol, vil klubben i tråd med vores nultolerancepolitik arbejde tæt sammen med London Stadium, Metropolitan Police Service og Chelsea for at identificere de involverede, skriver klubben i en pressemeddelelse.
- Når de er identificeret, vil dem, som har opført sig uacceptabelt, blive suspenderet fra alle West Ham-kampe på livstid. Og vi vil gå rettens vej for at forhindre disse mennesker i at kunne overvære fodbold andre steder også.
Hos Chelsea er man endnu ikke så klar i spyttet. Men klubben tager kraftigt afstand fra balladen.
- Klubben er ekstremt skuffet over at konstatere uro i slutningen af kampen. Vi fordømmer den slags opførsel, siger en Chelsea-talsmand ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg kan ikke kommentere det yderligere, før aftenens (onsdagens, red.) hændelser er blevet undersøgt til bunds.
West Ham skal i Liga Cuppens kvartfinale en tur til Old Trafford for at møde Manchester United.
/ritzau/