Kun 13 sekunder adskiller Alex Rasmussen fra den lyserøde førertrøje i Giro d'Italia, og det kan ifølge hans sportsdirektør Johnny Weltz få betydning for både dagens og morgendagens etape.
Den danske Garmin-rytter, som ligger nummer tre i klassementet, er velkommen til at skrabe bonussekunder til sig på søndagens 2. etape, så han eventuelt kan snuppe førertrøjen - muligvis på holdtidskørslen i Verona på onsdag.
- Lad mig sige det sådan, at Tyler Farrar er vores topprioritet i en massespurt, men vi er ikke blinde for, at det kan være svært at kontrollere, og hvis vi ser en mulighed for, at Alex kan være med i gamet, så er der ikke noget til hinder for det.
- Hvis han har benene til det, og de kan skære kagen mellem sig, så er det fint nok, siger Johnny Weltz.
- Det kan sagtens få indflydelse på vores finaler, at han ligger godt til. Der er mange bonussekunder på banen.
Dermed er der givet delvist grønt lys til, at Rasmussen kan blande sig, hvis finalen bliver hektisk, hvilket Weltz regner med.
- Som målstrækningen er i dag, hvor den ikke er lige til - den er faktisk temmelig led - så betyder det, at spurten kan være svær at kontrollere.
- Alex kommer til at sidde med Tyler til sidst, så derfor handler det om, hvordan spurten bliver kørt, siger Weltz og giver et hint til, hvad Alex Rasmussens chance kunne være:
- Det kan meget nemt opstå huller i finalen.
Weltz forventer at vinden, som ellers er aftaget en del i forhold til de seneste dage, kommer til at spille en rolle.
- Vi kommer ude fra Horsens, og jeg så, hvordan vindmøllerne stod og dansede derude, så jeg tror på, at det bliver en livlig etape.
- Det er svært at kontrollere, og vi har fem-seks mand, der ligger godt til. Så det bliver et hundeslagsmål, hvilket gør det lidt nemmere, at vi kan placere folk strategisk. Det kort prøver vi at spille. Vi vil gerne have en hård etape i dag, siger Weltz.