Det måler sig ikke med Paul Pogbas skifte fra Juventus til Manchester United, men Watford har nu også hentet en Juventus-spiller til Premier League.
Det drejer sig om den 25-årige offensivspiller Roberto Pereyra, som har underskrevet en femårig kontrakt med Watford. Som oprykker sluttede Watford sidste sæson som nummer 13 i Premier League.
Roberto Pereyra er noteret for knap 70 kampe for de italienske mestre, og det er i alt blevet til seks mål, oplyser Watford på klubbens hjemmeside.
Han var blandt andet på banen, da Juventus i 2015 spillede Champions League-finale mod FC Barcelona.
Inden sin tur til Europa spillede Roberto Pereyra for River Plate i hjemlandet, inden turen i 2011 gik til italienske Udinese. Siden 2014 har han spillet for Juventus.
Det er også blevet til 10 landskampe for Argentina siden sin debut i 2014. Han var blandt andet på banen i to kampe, da Argentina i 2015 blev nummer to i Copa America - det sydamerikanske mesterskab.
Watford indledte Premier League-sæsonen med 1-1 ude mod Southampton, og lørdag får Watford besøg af Chelsea.
/ritzau/