Den danske fodboldspiller Daniel Wass er for skadet til at spille på landsholdet, men fit nok til at spille klubfodbold.
Lørdag meddelte Dansk Boldspil-Union (DBU), at Wass meldte afbud til de forestående A-landskampe, og derfor vakte det undren, da Wass blev udtaget til Celta Vigos kamp søndag aften mod FC Barcelona.
Og ikke nok med det. Wass er endda en del af startopstillingen, skriver Celta Vigo på Twitter en time inden opgøret, der begynder klokken 20.45.
DBU-pressechef Jacob Wadland fortæller dog til Ekstra Bladet, at landstræner Åge Hareide ikke har nogle problemer med Celta Vigos prioritering.
- Han (Åge Hareide, red.) snakkede med Daniel op til weekenden, og der fandt de i fællesskab ud af, at han (Wass, red.) ikke var 100 procent klar.
- Og på landsholdet er det sådan, at hvis ikke man er 100 procent klar, bliver man ikke udtaget, siger Wadland til Ekstra Bladet og uddyber:
- Hvad Celta Vigo vurderer, og hvilken rolle, de tiltænker at give Wass, må være mellem dem og ham. Jeg ved ikke, hvad klubben kræver af deres spillere i forhold til, hvor klar de skal være.
Wass bliver ikke det eneste danske islæt i kampen mod Barcelona. Også Pione Sisto starter inde for Celta Vigo.
I modsætning til Wass er Sisto til stede, når A-landsholdet mødes mandag forud for VM-kvalifikationskampene mod Polen og Montenegro henholdsvis 8. og 11. oktober.
/ritzau/