Sundhedsminister Astrid Krag (SF) vil styrke patientsikkerheden med den nye sundhedspakke og banke antallet af dødsfald, som skyldes uheld og fejl, i sundhedsvæsnet ned.
Men hos Enhedslisten virker det ubegribeligt, at pakken ikke indeholder et forbud mod farlige ftalater i medicinsk udstyr såsom katetre, implantater og blodposer.
- Det er naturligvis positivt, at sundhedsministeren nu vil gå aktivt ind i kampen mod medicinske skandaler, siger Per Clausen (EL), medlem af Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg.
- Men netop derfor virker det ubegribeligt, at hun ikke vil forbyde de fire typer plasblødgørende ftalater, der netop er blevet forbudt i forbrugsprodukter som badeforhæng, tandbørster og voksduge.
Sundhedsministeren erkender imidlertid, at brugen af ftalaterne i medicinsk udstyr skal "begrænses mest muligt".
Det fremgår af et skriftlig svar fra Astrid Krag til Per Clausen.
Men ministeren henviser til EU-lovgivning, der gør det umuligt at indføre et forbud mod ftalaterne i udstyret. Desuden findes der ikke sikre og effektive alternativer til brugen af ftalater i mange af de livsvigtige produkter, understreger hun.
Hensynet til EU-lovgivningen må dog vige i denne sammenhæng, fastslår Per Clausen.
- I Enhedslisten kan vi imidlertid ikke acceptere, at syge danskere skal udsættes for farlige kemikalier, som vi forbyder i andre produkter, af hensyn til EU, siger han.
Og kampen for at få udryddet de farlige stoffer i sundhedsvæsnet fortsætter, lyder det.
- Det er Enhedslisten, som har været drivende i at få disse farlige ftalater forbudt i andre produkter, og vi vil fortsætte vores arbejde for at gå dem forbudt også i medicinsk udstyr, siger Per Clausen.
- Vi vil forsøge at overbevise ministeren og arbejde for at skabe et flertal i Folketinget for dette indgreb.
Astrid Krag har fredag præsenteret den nye sundhedspakke, der altså skal øge patientsikkerheden på landets hospitaler.
Hun vil blandt andet give Sundhedsstyrelsen større magt til at kontrollere og sætte ind over for farlige og inkompetente læger og behandlingsmetoder.
/ritzau/