Det er voldsomme billeder efter, at to biler søndag var involveret i en ulykke ved Kolind på Djursland.
Sammenstødet var så voldsomt, at den ene af bilerne endte på taget.
- Vi fik en anmeldelse klokken 17.32. To biler var kørt sammen på Astrupvej og Skarresøvej, fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Flemming Lau til Ekstra Bladet.
- Første melding lød på fastklemte i køretøjerne, og den ene bil lå på taget. Vi kørte ud, så hurtigt vi kunne, siger vagtchefen til avisen.
Ifølge Flemming Lau skete ulykken sandsynligvis fordi den ene bilist ikke overholdt sin ubetingede vigepligt og kørte ind i siden på den anden bil, der vælter rundt på taget.
Trods de voldsomme billeder, blev to personer fra den bil, der endte på taget, kørt på skadestuen med lettere skader.