Mahmoud Ahmadinejad er vinderen af det omstridte præsidentvalg for to uger siden.
Det meddeler Vogternes Råd, der bl.a. overvåger valg og godkender kandidater, nu ifølge Reuters.
Beslutningen kommer efter en delvis genoptælling af stemmerne ved valget, som den slagne kandidat Mirhossein Mousavi og hans tilhængere mener var svindel.
Ifølge Irans engelsksprogede tv-kanal Press TV, så viste en genoptælling af 10 procent af stemmerne ingen uregelmæssigheder.
Da valgresultatet kom ud 13. juni, resulterede det i de værste uroligheder og protester i Iran siden den islamiske revolution i 1979.
Vogternes råd består af 12 medlemmer - seks præster udpeget af lederen Ayatollah Khamenei - og seks muslimske jurister, der skal sikre, at lovene er overensstemmelse med Sharia og Irans forfatning.
Mousavi og to andre slagne præsidentkandidater har indsendt ikke færre end 646 klager over valget.
Vogternes Råd meddeler, at de fleste af klagerne ikke blev taget i betragtning som klager over valget, og at de er blevet afvist efter "præcise" og "grundige" studier af valgprocessen.