Af Tom Elkær-Hansen

Det er forståeligt, at Socialdemokraterne holder deres politiske kort – især det annoncerede velfærdsudspil – tæt til kroppen. Befolkningen skulle helst være gearet til at modtage de nydannelser, partiet har i ærmet, således at der ikke kan herske tvivl om, hvor ideerne til fornyelse kommer fra.

Socialdemokraterne har, som bekendt, dårlige erfaringer i den retning. Hele to gange har de oplevet, at deres – og andre oppositionspartiers – løbende oplæg er blevet de borgerligt liberales mest effektive våben under en valgkamp. Specielt de politiske tvillinger Venstre og Dansk Folkeparti er ikke sene til at kopiere og overbyde andres løsninger.

Det ved vi alle. Dansk Folkeparti har nys lovet penge til en lønstigning for de offentligt ansatte sosu-medarbejdere. Det har flere oppositionspartier gjort for lang tid siden. Venstre har lovet akutbehandling af alle kræftpatienter og lempelser for indvandring samt udbedring af de forfaldne offentlige institutioner, lånt fra henholdsvis Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og faktisk alle oppositionens partier.

Kærlighed til kontrol

Vi ved også, at der aldrig kom det ud af de milde gaver, som vælgerbefolkningen havde al grund til at tro, da de gengældte tvillingepartiernes godgørenhed med deres stemmer ved folketingsvalgene i 2001 og 2005.

De to partiers forkærlighed for tilsyn og kontrol med alt og alle åd nemlig en god del af det beløb, der måtte bevilges for at indfri tvillingernes kontraktlige løfter og tilsagn. Hertil kommer, at det såkaldte frie valg kostede betydeligt mere i højere priser og til administration med videre end det, de – der fik adgang til at vælge frit – fik ud af det.

Den ægte vare

Derfor er Socialdemokraternes henholdenhed med at offentliggøre sine visioner og konkrete planer et hensyn over for vælgerbefolkningen, idet det bliver lettere at skelne mellem den ægte vare og diverse efterligninger af tvivlsom kvalitet, og derfor er Lene Espersens advarsel mod tvillingernes overbudsstrategi helt på sin plads, al den stund det er penge, der fosser ud af de offentlige kasser, til ingen nytte – i al fald for de grupper, der bliver lovet et løft – til gengæld for deres kryds på stemmeseddelen.

Det kan godt være, at det er taktisk ?smart’ at kopiere modstandernes visioner og konkrete forslag. Men når det kun er for at bruge det kopierede som absolut ikke fedende valgflæsk for at få magt til at gennemføre den stik modsatte politik – minimering af den offentlige sektor, hvormed der sker en reel, skønt uudtalt, afvikling af vore fælles velfærdsordninger – nærmer det sig så ikke regulært vælgerbedrag?