Michael Hestbæk og Claus Olesen er to erfarne sejlere på 42 og 37 år, men de har blot sejlet sammen i deres starbåd siden december sidste år.
Derfor kom VM-bronzemedaljerne, som de vandt fredag i franske Hyeres, fuldstændig bag på dem.
- Det havde jeg overhovedet ikke regnet med. Vi gik i gang med det her for at få en OL-billet. Det var i sig selv tvivlsomt, og nu står vi her med en VM-bronze. Det havde vi slet ikke regnet med.
- Vi havde håbet på top-10, for det vidste vi ville udløse en OL-billet. Vi har mere end nået vores målsætning, så det er superfedt, siger Michael Hestbæk.
Officielt sikrede den danske sejlerduo en dansk nationsplads til det kommende OL i England. Men reelt har de allerede sat deres egne navne på pladsen i starbåd.
- Vi er så langt foran i kvalifikationen, at ingen kan nå os. Selvom de andre vinder det sidste stævne, og vi bliver sidst, så får vi pladsen. Det er en formalitet, siger han.
Michael Hestbæk deltog ved OL i starbåd-klassen i 1996, og kollegaen Claus Olesen deltog ved OL i 2004.
Danskerne kom ellers svagt fra start i den første VM-sejlads, hvor de blev nummer 25, men herefter gik det bedre med to tredjepladser, to syvendepladser og en 13.-plads.
- Vi havde en dårlig sejlads første dag. Det gik ikke vores vej. Vi har egentlig haft nogle sejladser, hvor vi ikke runder første mærke bedre end som nummer 30-35, men så har vi formået at sejle os op.
- Erfaring har i mange sportsgrene og især i sejlsport en del at sige, så den er helt sikkert medvirkende. Vi er begge gamle i gamet. Men konkurrenterne er også kloge, og vi har bare haft et godt stævne, siger Michael Hestbæk.