Hver femte virksomhed synes, at erhvervsklimaet er blevet bedre de seneste tre måneder. Det er dobbelt så mange som de forrige kvartaler, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Det fremgår af Håndværksrådets seneste konjunkturanalyse for andet kvartal 2013, hvor i alt 741 små og mellemstore virksomheder, heraf knap 400 byggevirksomheder, har svaret.
Mens hver femte virksomhed oplever, at erhvervslivet udvikler sig positivt er andelen af virksomheder, der mener, erhvervsklimaet går til det værre, faldet markant fra 43 procent i første kvartal til 23 procent i andet kvartal.
- Det er en meget markant forbedring i løbet af blot et kvartal. Det er det generelle billede, at SMV'erne mener, at erhvervsklimaet er blevet bedre, og faktisk er byggevirksomhederne en smule mere positive. Det er et meget klart signal til regering og politikere om, at virksomhederne oplever, at der er kommet politisk fokus på erhvervspolitik generelt og på SMV'erne specielt, siger Jacob Thiel, der er cheføkonom i Håndværksrådet.
Han mener, at virksomhederne kvitterer med et mere positivt syn på erhvervsklimaet på baggrund af ikke mindst regeringens vækstpakke, hvor Boligjobordningen især er positiv for mindre håndværksfirmaer, samt i øvrigt på digitaliseringsdagsordenen og at regeringen har nedsat et såkaldt virksomhedsforum, der skal kigge på mulige lettelser i især de mindre virksomheders administrative.