På trods af nye mediers indtog, som for eksempel cd'er eller bluray, kan man i stigende grad igen høre klikket fra pickupen, der rammer rillen, eller den skrattende væsen, der adskiller hvert nummer, og som er så karakteristisk for lp-pladen.
I 2008 steg salget af de klassiske vinylplader med 68 procent i forhold til året før, skriver pol.dk.
Der er sandsynligvis flere forklaringer på lp'ens comeback. Men en af dem er, at mange mener, at cd'en simpelthen har spillet fallit.
"En af grundene til, at vinyl er mere efterspurgt i dag, er måske, at folk har svært ved at få sig selv til at betale 120 kroner for en cd, når de selv kan brænde den derhjemme. Cd-mediet er ikke noget specielt længere," siger Tim Rose, tidligere medejer af vinylpladeforretningen Repo Man Records i København, der sælger vinylplader.
Flere musikere, blandt andre Madonna, AC/DC, Peter Sommer og C.V. Jørgensen, er også begyndt at udgive deres album på vinyl igen, selvom den også kan købes på cd.
I 2008 udkom 20 procent af musikken fra Sony Music på vinyl, og hos Playground Music var andelen helt oppe på 40 procent. Og forhandlerne sælger også flere pladespillere.
"Vi oplever i allerhøjeste grad, at pladesalget boomer. Vi sælger ikke så mange cd-afspillere mere, men til gengæld sælger vi syv-otte pladespillere om ugen. I dag er det ikke usædvanligt, at en ung pige kommer ind og betaler 2.500 kroner for en pladespiller, og bare i København er der jo dukket 10-12 små pladebutikker op, som ikke laver andet end at sælge vinylplader," siger Kristian Hansen fra Lydbutikken, en musikbutik på Frederiksberg.
For mange er valget mellem cd'er og lp'er også et spørgsmål om kvalitet.
"Folk er jo heller ikke dumme. Når de kommer til en koncert eller bare hører musik i den virkelige verden, kan de jo godt høre, at det ikke lyder som det, de hører på deres mp3-afspillere. Hvis du har hørt en koncert eller bare en guitar live og gerne vil have den lyd med hjem, så kan du kun opnå det på plade. Lyden er rundere, fordi den er analog," siger Kristian Hansen.