Der bliver hverken investeret i sportsvogn eller swimmingpool hos en nyslået Lotto-millionær.
For nyligt blev den nordsjællandske mand medlem nummer 4.644 i Danske Spils Millionærklub. Han vandt en rund million i Lotto:
- Vi skal ikke ud at lave kæmpe armbevægelser og købe alt muligt, fortæller manden til Danske Spil.
Han vil bare hellere bruge gevinsten på kvalitetstid med familien.
- Vi har allerede bestilt den første rejse sydpå. Og det er altså surrealistisk at sætte sig ned for at bestille sådan en ferie uden at tænke "hold da op, 20.000 kroner er mange penge!".
- Det er bare frihed og ro, fortæller vinderen.
Han regner med, at det i de kommende år bliver til mange flere rejser og samvær i familien.
- Det med, at man kan koble af en uge, hvor der ikke er nogle skærme. Den der familietid, hvor man bare er sammen ... Det er så fedt, det er helt vildt.
- Vi nyder at kunne tage af sted med ungerne, og det vil vi nu gøre tre-fire gange om året i stedet for kun én gang. Der er så mange storbyer i Europa, der bare skal udforskes og opleves, og vi holder også meget af ture rundt i Danmark.
- Vi skal bare ud at opleve sammen, inden ungerne bliver gamle og ikke gider os mere, siger han.