Formandsstafetten i SF skal gives videre i god tid, så partiets endnu ukendte kommende formand har tid til at finde sig til rette inden næste folketingsvalg.
Sådan begrunder SF's leder, Villy Søvndal, sin afgang fra formandsposten, som han torsdag morgen har meddelt sin landsledelse, SF-ministrene, SF's folketingsgruppe samt regeringstoppen.
- Jeg har været med til at føre SF til flere valgsejre og få SF i regering for første gang - det var, hvad jeg lovede at førsge, da jeg blev formand.
- Men nu er det tid til, at en kommende formand får god tid til at sætte sig i stolen inden næste valg, siger han om beslutningen.
- Og det er vigtigt, at der er friske kræfter, der tager styringen på det stadig nye kapitel i SF's historie, der handler om at være i regering.
Villy Søvndal har været under et voldsomt pres og meget kritik - blandt andet fra tidligere partiformand og SF-koryfæ Aage Frandsen - efter at partiet kom i regering.
Politisk journalist ved Weekendavisen Hans Mortensen mener da også, at det er baggrunden for Søvndals beslutning.
- De dårlige resultater ved valget fortsætter, og partiet har internt diskuteret de manglende resultater i regeringssamarbejdet. Det har sat Søvndal under pres og meget kritik. Samtidig har partiet internt diskuteret, om han kunne bestride begge poster, siger han.
Villy Søvndal bliver siddende som formand, indtil der er fundet en afløser.
Han har dog ingen planer om at trække sig som udenrigsminister.
Villy Søvndal afviser selv at komme med et bud på en ny formand, men Tonni Hansen, der er medlem af partiets landsledelse og tidligere har siddet på posten som partiets næstformand, peger på sundhedsminister Astrid Krag som Søvndals efterfølger.
- Umiddelbart så er Astrid min kandidat i øjeblikket, siger han til Ritzau og understreger, at han har været særdeles tilfreds med Søvndals indsats.
/ritzau/