"Kom her din lille tøs."
En otteårig pige fra Ruds Vedby nær Ringsted fik en ubehagelig oplevelse, da en mand forsøgte at kidnappe hende ind i en varevogn.
Pigen var på vej i skole, da manden iført elefanthue stormer ud, fortæller Sydsjællands Politi.
"Bilen fulgte efter pigen, og lige pludselig hopper han ud, siger 'kom her din lille tøs' og tager fat i hendes arm. Da hun prøver at vride sig fri, tager han lidt hårdere fat, så det gjorde ondt," siger vagtleder Ehm Christensen til Newspaq.
Pigen fik dog vristet sig fri og løb ind på skolen, og politiet står endnu uden motiv.
"Det kan både være seksuelt, penge eller noget helt tredje, så vi kan kun spekulere over motivet," fortæller Ehm Christensen.
Politiet kan have afgørende spor på pigens tøj, som de forfølger. Vagtlederen vil dog ikke komme nærmere ind på, hvad det kunne være.
Derfor efterlyser politiet nu gerningsmanden. Han er 30-35 år, 190-195 cm høj, gråblå øjne og spinkel af bygning. Han talte dansk med en lille smule udenlandsk accent. Varevognen er gråsort med tonede ruder.