Danmarks nye socialminister, SF-formand Annette Vilhelmsen, lover at sætte "vigtige emner" på dagsordenen, men vil ikke arbejde for at aflive den omdiskuterede 24-års-regel, som hun har været modstander af, siden hun blev partiformand.
Det fastslår hun fredag eftermiddag, efter at hun formelt har fået overdraget den øverste post i Social-, Børne- og Integrationsministeriet.
- Jeg er stadig imod 24-års-reglen. Men der er ikke opbakning i regeringen til at ændre den, så det bliver ikke i denne regeringsperiode, siger Annette Vilhelmsen.
24-års-reglen skal forhindre familiesammenføring, hvis manden eller kvinden i et ægteskab er under 24 år.
Sidste efterår, da sundhedsminister Astrid Krag og Annette Vilhelmsen kæmpede om formandsposten i SF, erklærede Vilhelmsen sig indædt modstander af reglen.
Socialministeren har også hidtil været imod etnicitet som kriterium for, hvornår et boligområde havner på ghettolisten. Det vil hun imidlertid heller ikke arbejde for at ændre.
I dag hæfter hun sig ved, at S-R-SF i stedet har føjet kriterier som uddannelse og indkomst til listen.
- På den måde breder man ligesom feltet ud. Og det imødekommer noget af den kritik, jeg er kommet med, siger hun.
Den nye socialminister lover derimod at få skabt stor opmærksomhed om socialpolitiske emner.
- Socialpolitikken har altid fyldt meget for SF. Og nu har vi muligheden for at få sat nogle ganske vigtige dagsordener.
Uden at ville gå i detaljer forklarer hun, at hendes fokus blandt andet vil være på den forebyggende indsats.
Alle børn og voksne - trods sociale skel - har ret til lige muligheder, lyder det.
- Men jeg vil ikke komme med specifikke politiske meldinger. Jeg vil have lov til at sætte mig ned og se, hvad der ligger foran os. Så skal vi nok få drøftet tingene, siger hun og tilføjer:
- Det er en klar målsætning, at vi skal have en velfungerende socialindsats.
/ritzau/