Det er ikke kun rundt omkring i de danske husholdninger, at udgifterne er steget markant i løbet af det seneste år. Det er også blevet betydeligt dyrere at være både prins og prinsesse af Danmark.
Det viser de nyeste opgørelser over momsrefusionen fra medlemmer af det danske kongehus, som SE og HØR har gennemgået.
Medlemmer af det danske kongehus er fritaget fra at betale moms. Det betyder, at de hvert år får momsen tilbage på de varer og tjenesteydelser, de har købt og betalt moms af.
Ugebladet kan blandt andet afsløre, at prinsesse Benedikte har haft et gennemsnitligt måneds forbrug på lige over 100.000 kroner.
Også prins Joachim har fyret næsten 100.000 kroner af om måneden i Danmark - selvom han til dagligt bor i Paris.
I alt købte prins Joachim ind for 1.109.436 kroner i 2022, mens prinsesse Benedikte svingede med dankortet for i alt 1.264.834 kroner.
Både prins Joachim og prinsesse Benediktes forbrug er steget markant fra året forinden. I 2021 købte prins Joachim for 781.848 kroner, mens prinsesse Benediktes forbrug steg med lige over 280.000 kroner sidste år.
Ugebladet har spurgt hoffet til specielt prins Joachims høje forbrug set i lyset af, at han bor i Frankrig og har fået dette svar:
- En af grundene er, at de jo stadig har en ejendom i Danmark, hvor der har været en del vedligeholdelsesopgaver. Der har været forskellige udgifter på det, og det slår igennem på momsregnskabet, siger hoffets økonomichef, Dan Folke Pedersen.