Da syv par var gået i sikkerhed efter sms-afstemningen i fredagens Vild med dans, stod to sønderknuste par tilbage på gulvet.
- Det var helt forfærdeligt. Jeg får tårer i øjnene, bare jeg tænker på det, siger danseren Claudia Rex.
Hun og Joakim Ingversen lå ellers lunt i danse-feltet med 23 point fra dommerne, men da seernes stemmer var talt op, måtte de alligevel danse for deres overlevelse.
Og anden omgang af den argentinske tango var næsten for meget for Joakim Ingversen.
- Jeg tror aldrig, jeg har svedt så meget. Jeg kunne slet ikke nå at falde ned, inden vi skulle danse igen, siger han til Ritzau.
Heldigvis havde tv-værten tidligere på ugen fundet en måde at fokusere på.
- Jeg forestiller mig, at jeg spiller en rolle - og så lever jeg mig helt ind i den. Det hjalp ret meget, da vi skulle i omdans, siger han.
Anden gang blev lykkens gang for parret, der vandt den sidste afstemning og nu kan se frem til endnu en uge i Vild med dans. Den 28. står der disko på programmet for de to.
- Og vi skal bare træne, træne, træne, så vi ikke kommer i omdans igen, slår Claudia Rex fast.
Aftenens tabere i Vild med dans blev golfspilleren Monica Christiansen og Thomas Evers Poulsen, som røg ud efter omdansen. Deres jive havde indkasseret 14 point hos dommerne.