Vigsø Bagge overvejer kommunalt comeback

SF's afgående gruppeformand, Pernille Vigsø Bagge, grubler over, om hun nu skal tilbage til lokalpolitik.

Pernille Vigsø Bagge, der mandag trak sig som gruppeformand for SF, overvejer at stille op til kommunalvalget i Vesthimmerlands Kommune. Det oplyser Nordjyske.

- Jeg kommer fra kommunalpolitik og holdt meget af det. På Christiansborg kan jeg savne mere lavpraktisk politisk arbejde, hvor man er tættere på resultaterne og de borgere, man laver politik for, siger Pernille Vigsø Bagge til Nordjyske.

- Jeg har ikke gjort det endeligt op, men holder muligheden åben, fastslår hun.

Niels Heebøll, formand for SF Vesthimmerland, beklager, at Pernille Vigsø Bagge stopper som kredsens folketingskandidat.

Men han kan se fordelene, hvis SF-stemmeslugeren vender hjem.

- Ligesom man på landsplan har haft en Villy-effekt, har der heroppe været en Pernille-effekt, siger Niels Heebøll til Nordjyske.

- Kun i vores kreds havde SF fremgang ved folketingsvalget, og det er jo ingen hemmelighed, at SF på landsplan ikke klarer sig fantastisk, og at det kan smitte af ved kommunalvalget.

- Pernille er et stærkt kort og kan være med til at afbløde faldet for SF lokalt, hvis hun stiller op, tilføjer han.

Ved valget 15. september 2011 fik Pernille Vigsø Bagge 9597 personlige stemmer. Det var det næsthøjeste antal personlige stemmer i SF - på førstepladsen kom Villy Søvndal.

Efter valget forventede Pernille Vigsø Bagge at blive minister og havde kig på Kirkeministeriet.

Da ministeriet i stedet gik til den radikale Manu Sareen, der tidligere har luftet tanken om at melde sig ud af folkekirken, truede Pernille Vigsø Bagge på Facebook med at forlade SF og kaldte SRSF-regeringen et "flop".

Pernille Vigsø Bagge undskyldte dog vredesudbruddet og blev samme dag valgt som ny gruppeformand for SF.

Kort tid efter gjorde Pernille Vigsø Bagge sig bemærket ved i et TV2-indslag at foreslå, at Kirkeministeriet skifter navn til "Ministeriet for livsanskuelser".

Efter markant kritik trak Pernille Vigsø Bagge dog forslaget om at ændre ministeriets navn tilbage i en mail til Ritzau.

Mandag meddelte Pernille Vigsø Bagge, at hun trækker sig fra gruppeformandsposten i SF, og hun forlader Folketinget ved næste valg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.