Kaare Sørensen skriver fra New York.
Det er en velfortjent Oscar-nominering af Viggo Mortensen.
Men det er umiddelbart svært at se ham vinde den, lyder vurderingen fra Nyhedsavisens filmanmelder Noe Habermann.
- Han er i konkurrence med blandt andet Daniel Day-Lewis for filmen ’There Will Be Blood’ og der er simpelthen så meget hype omkring den film, at jeg tror det bliver svært for Viggo. Jeg tror ikke, at han får den, siger Noe Habermann.
Foruden Viggo Mortensen for “Eastern Promises” og Daniel Day-Lewis for "There Will Be Blood" er George Clooney nomineret som bedste mandelige skuespiller for "Michael Clayton", Johnny Depp er nomineret for "Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street" og Tommy Lee Jones for "In the Valley of Elah".
Kun ”Eastern Promises” og ”Michael Clayton” har haft dansk premiere. De resterende film får alle premiere i Danmark i den kommende tid - "Sweeney Todd" den 1. februar, "There Will Be Blood" den 22. februar og "In the Valley of Elah" formentlig en gang til maj.
Borsjtj er lavet af rødbeder
På trods af sine svære odds for at vinde, mener Noe Habermann, at det er helt naturligt, at Viggo Mortensen er nomineret.
Allerede i sin anmeldelse af filmen tilbage i september skrev Habermann: ”Hvis Viggo Mortensens præstation som den russiske gangster Nikolai ikke er indlysende Oscar-materiale, er den russiske nationalret borsjtj ikke lavet af rødbeder”.
- Det han gør så fantastisk i filmen er, at det lykkes ham at være et virkeligt bæst og samtidig have en dobbelttydighed. Uden at afsløre for meget af filmens plot kan man godt sige, at han er en ultrahård gangster, der viser sig at have mere i sig end det. Han er utrolig hardcore, siger Noe Habermann.
Strejke kan stoppe show
Viggo Mortensen er kendt som en grundig skuespiller, og forud for indspilningen af filmen var han i Rusland for at lære sproget - og for at finde de helt rigtige fængselstatoveringer.
- Han har simpelthen en meget overbevisende stil, siger Noe Habermann.
Oscar-priserne uddeles den 24. februar i Kodak Theatre i Hollywood. På grund af en strejke er det dog langt fra sikkert, at showet gennemføres som normalt.