Viborg FF kæmpede sig til 0-0 og et vigtigt point i bunden af Alka Superligaen, da holdet søndag bragede sammen med rivalerne FC Midtjylland i en ophedet affære i Herning.
Viborgs cheftræner, Johnny Mølby, er glad for sit holds fight og for pointet, men erkender også, at hans hold ikke lykkedes med meget spillemæssigt.
- Vi var heldige i nogle situationer, hvor vi selv forærede dem chancerne. Men spillerne leverede også en heroisk fighterindsats, og når man gør det, har man ofte de små marginaler med sig, siger Johnny Mølby.
- Det var en typisk premierekamp med stor vilje fra begge hold. Det var meget intenst, og der var mange dueller.
- Vi mødte et af de bedste hold i Danmark, og de pressede os i perioder. Derfor er jeg også meget glad for, at vi spillede til nul, siger træneren.
Viborg kravler med det ene point akkurat væk fra sidstepladsen i Superligaen. Mølby erkender dog, at spillet skal blive meget bedre, hvis Viborg skal klare sig i foråret.
- Jeg havde håbet på mere efter FC Midtjyllands udvisning. Men vi var ikke gode i vores boldomgang og havde ikke tempo nok i vores spil. Det skal være bedre i næste kamp.
- Når nu ikke vi lykkedes med vores spil, er det et meget godt point at få ud af kampen. Vi er i gang med en meget svær sæson, men vi har en god følelse efter denne kamp, siger Viborg-træneren.
Viborg møder AGF på hjemmebane i sin næste kamp.
/ritzau/