Viborg indledte udekampen fredag aften mod RK Boducnost tungt og sløvt. Så sløvt at værterne tromlede Viborg ned og første 12-6 midt i halvlegen.
Kun Grit Jurack lyste op på Viborg-himlen, og det var også den stærke afslutter, der hev Viborg op efterhånden, som første halvleg skred frem.
Ved pausen havde Viborg hentet det meste og holdene kunne få 15 minutters pause ved stillingen 17-16 til hjemmeholdet.
Anden halvleg var helt anderledes end den første. Viborg spillede godt og var hele tiden en lille smule bedre end Boducnost - men ikke nok til at kunne bringe sig afgørende foran.
Kampen fik en skandaleagtig afslutning. Med sølle 12 sekunder igen førte Viborg 31-30, da hjemmeholdet fik tilkendt et tyndt straffekast. Dommerne undlod at stoppe tiden, hvilket gav en del ballade i hallen med protester.
Seancen varede i tre-fire minutter, og i den tid gik hjemmeholdets 21-årige højre fløj Jovanka Radicevic rundt med bolden og ventede. Men hun var iskold og scorede til 31-31.
Da dommerne ikke havde stoppet tiden, havde Viborg ikke mulighed for et sidste øjebliks-angreb og kampen endte uafgjort.
Efter det uafgjorte resultat er Viborg på andenpladsen i Champions League gruppe D, som føres af rumænske Oltchim Valcea. Man da Viborg kun mangler at møde netop rumænerne, er videre kvalifikation til slutspillet næsten en realitet.