En 27-årig mand er fredag blevet fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Odense og varetægtsfængslet efter at være blevet overleveret til Danmark fra De Forenede Arabiske Emirater (UAE).
Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) til Ritzau.
NSK har tidligere i en pressemeddelelse oplyst, at den 27-årige mand har opholdt sig i Spanien og i Dubai.
- Det er vores opfattelse, at den 27-årige har været bagmand i et narkonetværk, som leverede store mængder narkotika - primært hash - til personer med bopæl i Vestsjælland, siger Michael Kjeldgaard, der er ledende politiinspektør i NSK.
Sagen mod den 27-årige knytter sig til en anholdelsesaktion fra september 2023, hvor fire mænd blev anholdt og varetægtsfængslet.
Flere af dem er ifølge NSK siden blevet dømt.
Den 27-årige er sigtet for indsmugling af tre ton hash og forsøg på indsmugling af kokain.
NSK oplyser ikke, hvorledes han forholder sig til sigtelserne.
At formodede gerningsmænd bliver sendt fra UAE - hvor Dubai er et af de syv emirater i unionen - til strafforfølgning i Danmark er forholdsvis nyt.
I december 2023 blev den siden svindeldømte Sanjay Shah efter et årelangt diplomatisk forløb udleveret i forbindelse med den såkaldte udbytteskattesag, hvor den danske statskasse blev lænset for milliarder af kroner.
Shah-sagen var medvirkende til, at Danmark og UAE forhandlede en udleveringsaftale på plads. Det skete i marts 2022.
I juni 2025 skete så den første udlevering med henvisning til netop den aftale - forhandlingerne i Shah-sagen var nemlig indledt inden aftaleforhandlingerne og kørte særskilt.
Det var en 31-årig irakisk statsborger, som blev udleveret som mistænkt i forbindelse med tre drabsforsøg, hvor unge svenske lejekriminelle blev hyret til at begå drab i Danmark, som imidlertid aldrig blev udført.
Den 31-årige er mistænkt for at stå for rekrutteringen af de kriminelle lejesvende.
NSK oplyser ikke, hvorvidt den 27-årige er kommet til Danmark som en følge af udleveringsaftalen fra marts 2022, og bruger betegnelsen "overlevering" frem for "udlevering".
/ritzau/