JJJJJJ

Enden er nær, Bellevue Teatret til 10. marts. Af og med Anders Lund Madsen & Peter Lund Madsen. Instr: Maria Vinterberg. Scen: Marianne Nilsson. Komp: Teitur, Bent Fabricius-Bjerre.

Brødrene Madsen kaster sig igen ud i en række absurde anekdoter om livets tilblivelsesprocesser og dommedagsprofetier. Som opfølgning på sidste års ’info-tainment’-show om, hvordan livet opstod, spørger de nu om, hvordan livet ender.

Opskriften er en blanding af gakket galskab og bedrevidende videnskab.

Hvor er det dog svært at acceptere, når mikro-katastrofer og makro-katastrofer vælter ind over verdens mest truede dyreart – nemlig mennesket. Vi føler os truet af fugleinfluenza, tsunamier, den globale opvarmning og den ukendte, men meget farlige grillvind.

Ulykker og rædselsfuldheder, der kan få os til at stivne i vores dagligdag, og som vender tilværelsen på hovedet. Men rigtig dumt er det, når det er os selv, der truer – utilgiveligt dumt. Som når Lloyd Olsen i 1945 halshugger hønen Mike og derefter holder den kunstigt i live i 18 måneder for underholdningens skyld.

Præcis humor

Det er de mest hovedløse og meningsløse beretninger, der rammer plet i bedste Anders Lund Madsen-stil. Hans hjerne og krop vælter anarkistisk rundt med 100 lynnedslag af aha-oplevelser i minuttet. En sammensmeltning af surreelle ord og billeder, der minder om en lang improvisation. Især hans diasshow om jagten på verdens ende er hamrende morsom. I sammenstødet af det, der ikke hører sammen, opstår en præcis humor.

Verdens ende er at finde i det sydøstlige Norge, og det første, der møder de to brødre, er et gadekær med vigtige informationer om, at der findes støvsugerposer. Restauranten byder på servering af pølsebrød og åbningstider, der begrænser sig til en dag om året, og førstehjælpsvejledningen på lystbådspladsen kræver simultantolkning, som får genoplivningsinstruktioner til at være makabre henrettelsesmetoder.

At grine af vor egen død

Det er, når verden skrider imod logikken, at virkeligheden står frem med sit narreansigt. Og det er her, frygten for livet fejes væk, og vi i er i stand til at grine af alt – endda af vores egen død.

Det virker unødvendigt med den mere moralske og etiske 2. del, der prøver at samle de anarkistiske tråde til et budskab om, at vi alle skal være lidt mere gentlemen-agtige i vores måde at gribe verdens og vores egen undergang an på.

Som på Titanic skal vi spille noget musik og tage en drink mere, mens verden synker. Det lugter lidt af Hollywood-morale, men er det virkelig også Brødrene Madsen-morale?