Hvor solidarisk er det at kræve uendeligt meget af de stærke, rige og velfungerende og uendeligt lidt af de svage?
Sådan spørger Marc-Christoph Wagner i et debatindlæg i Jyllands-Posten.
Han er uddannet journalist fra Danmark og følger med i valgkampen fra Tyskland. Han efterspørger en debat om forholdet mellem fællesskabet og den enkelte borger. For fællesskabet er kun noget i kraft af de enkelte individer, der bidrager og giver den en ekstra skalle, mener han.
Det er ikke de almindelige danskere, der arbejder og betaler skat, der truer velfærdsstaten, skriver Marc-Christoph Wagner.
Tværtimod er det netop også de stærke danskere, der ifølge debattøren også bidrager mest til fællesskabet i fritiden - for eksempel ved at udføre frivilligt arbejde eller engagere sig i deres børns skolebestyrelser.
- For nu at sætte det på spidsen: Skal iværksætteren knuses, for at dagpengene kan forlænges? Er en to-årig periode ikke en i forvejen rimelig komfortabel indretning? Hvor ender vi henne som samfund, hvis fællesskabets tyranni ender med at kvæle det personlige initiativ, som er dets kerne? spørger han blandt andet i debatindlægget på jp.dk.