Dette skulle egentligt have været en vox-pop, hvor Nyhedsavisen spurgte tilfældige indvandrer på gaden, hvad de syntes om den såkaldte Glostrup-sag om planlægning af terror. Men det havde ingen af de indvandrere, vi møder, lyst til at tale om. De afviser høfligt spørgsmålet med henvisning til, at den sag har de ingen kommentarer til.

Men på Blågaards Plads midt på Nørrebro i København står en gruppe unge mænd, der gerne vil tale. Meget gerne endda. Eneste betingelse er, at hverken deres billede eller navn kommer med i avisen. Det er ikke fordi, at de er bange for noget, siger de. De har bare ikke lyst.

De vil dog gerne fortælle, at de ikke synes, sagen har været retfærdig. Heller ikke selv om tre af de fire tiltalte er blevet løsladt, fordi dommerne – i modsætning til nævningerne – ikke mente, at der var beviser nok.

»Ham der blev dømt, han blev dømt på indicier. De havde ikke noget på ham, så hvorfor skulle det lige være ham?« spørger en af dem, lad os kalde ham albaneren, retorisk.

Hetz mod muslimer

Langsomt kommer der flere til gruppen, hvis høje stemmer virker som honning på bier. For de unge mænd er der intet nyt i talen om uretfærdighed. De synes selv, at de udsættes for den hver dag. Derfor skal der kun et enkelt spørgsmål til, før de går i gang med alle deres beklagelser.

»De har siddet inde i halvandet år – hvor er retfærdigheden i det? Jeg synes, det er overraskende, at ikke alle er blevet dømt. Når man tænker på, at nævningerne er udpeget af politiske partier og med den regering vi har, så var de da dømt på forhånd. Hver dag hører nævningerne om muslimer, muslimer, muslimer, når de slår op i avisen eller på tv. Hvordan skulle de kunne være objektive?« spørger marokkaneren.

Det er tydeligt, at han har meget på hjerte. Ligesom resten af gruppen føler han, at muslimer verden over er udsat for en hetz. I løbet af få minutter udvikler samtalen sig derfor fra at handle om Glostrup-sagen til at handle om nationalpolitik og verdenshistorien. Irak og Afghanistan – for de unge mænd er dette tydelige eksempler på den dobbeltmoral, som de mener præger Vesten. De ser det hver dag på tv. For hvert billede af et blodigt muslimsk lig, vokser deres forargelse og frustration en smule mere.

»I 70 erne og 80 erne talte man om fremmedarbejdere, så indvandrere, så første og anden generationsindvandrere. I dag hører man kun om muslimer. Det er blevet en hetz mod islam,« siger tyrkeren, og fortsætter med en opgivende tone i stemmen:

»Vi er ikke aggressive eller hadefulde. Vi er bare realister«.