Tyske Sebastian Vettel sejrede for andet år i træk, da Formel 1-kørerne dystede i et aftenløb i Singapores gader.
Den forsvarende verdensmester fra Red Bull-teamet vandt foran McLaren-Mercedes-køreren Jenson Button og kom dermed tættere på sin tredje VM-titel i træk.
Den førende i VM-stillingen, spanieren Fernando Alonso, kørte sin Ferrari over stregen som nummer tre.
Briten Lewis Hamilton blev søndagens store taber i Singapore.
McLaren-Mercedes-køreren, der indledte i pole position, måtte trække sig ud med maskinelle problemer lidt over en tredjedel inde i grandprixet, da han førte.
Lewis Hamilton havde vundet to af de tre seneste løb i årets Formel 1-serie, men han mistede terræn i kampen om den samlede VM-sejr.
Der var yderligere dramatik, da den tidligere verdensmester Michael Schumacher fra Tyskland udgik, efter at han kolliderede med franskmanden Jean-Eric Vergne.
Fernando Alonso topper VM-stillingen med 194 point, mens Sebastian Vettel rykkede op som nummer to med 165 point.
Der resterer seks løb i 2012-sæsonen.
/ritzau/