En mistænkt i en kæmpe narkosag kunne onsdag forlade Vestre Fængsel på grund af en fejl. Det skriver Ekstra Bladet lørdag på baggrund af oplysninger fra flere anonyme kilder.
På grund af pladsmangel var den varetægtsfængslede Steffen Van Khoa Do anbragt i en dobbeltcelle med et familiemedlem. Da sidstnævnte skulle løslades, var det i stedet Steffen Van Khoa Do, der gik ud af cellen.
Der var ingen grundig kontrol af hans identitet, og på den måde lykkedes det ham at vandre ud i friheden, skriver Ekstra Bladet.
Travlhed, manglede ressourcer og et stigende arbejdspres angives af avisens kilder som årsag til, at fejlen kunne ske.
Den 33-årige er lørdag fortsat ikke fundet, oplyser Københavns Politi lørdag til Ritzau.
325 kilo kokain
Kriminalforsorgen har afvist at komme med nærmere oplysninger. Forklaringen er, at justitsministeren har udbedt sig en forklaring. En redegørelse vil først være klar i midten af august.
En fangeflugt i 2018 fra Vestre Fængsel skete ligeledes stille og roligt. En syrisk statsborger var frihedsberøvet, fordi Italien havde krævet ham udleveret til en sag om finansiering af terror.
Et familiemedlem kom på besøg, og de to mænd byttede identitet, hvorefter den fængslede kunne komme ud.
Steffen Van Khoa Do skal være varetægtsfængslet, fordi han er sigtet i en sag om indsmugling af 325 kilo kokain.
Den enorme mængde narko blev fundet af tyske toldere i Bremerhaven. Kokainen lå i en container, som oprindeligt kom fra Brasilien.
Da containeren blev bragt videre til Hedehusene i Danmark, fulgte politifolk diskret med. De lå på lur, da forskellige personer nærmede sig containeren og forsøgte at bryde den op.
Blandt de mange varetægtsfængslede i sagen er Steffen Van Khoa Do.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.