Regeringen har langt fra opgivet reformerne. De fortsætter næste år med reformer af folkeskolen og uddannelsen.
Det understreger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager efter weekendens radikale landsmøde i Nyborg.
- Vi lægger frem, at også 2012 og 2013 bliver et reformår. Vi har ikke sat dato på dem alle. Det skyldes i al sin lavtflyvende banalitet, at vi ikke er færdig med at lave forslagene endnu, siger hun.
- De reformer, vi først tager fat på, er nogle meget grundlæggende. Hvordan får vi vores folkeskole til at fungere bedre, så alle børn har et afsæt for at tage en ungdomsuddannelse, siger hun.
Margrethe Vestager afviser, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) satte reformer på stand-by, da hun efter sommerferien udskød en reform af kontanthjælp og SU.
Regeringen har i sit første år lavet en bred skattereform, gennemført en tilbagetrækningsreform, som forringer efterlønnen, og ændret udligningen mellem kommunerne, påpeger hun.
- Samtidig har vi skullet lære at være i regering. Det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke går stille for sig hver evige eneste dag, siger Margrethe Vestager.
Hun understreger, at dagpengeformen indgår i regeringsgrundlaget og er væsentlig at gennemføre.
/ritzau/