De 10 lande, der ikke er med i euroen, har på et møde fredag aften på Cypern stillet en masse spørgsmål til de 17 eurolande for at finde ud af, hvordan de måske også kan være med i det kommende fælleseuropæiske banktilsyn.
Men det bliver ifølge økonomiminister Margrethe Vestager (R) ikke nemt at finde de svar, der kan stille de 10 såkaldte "udelande" tilfreds.
Hun siger, at det vil være "en meget stor overraskelse", hvis Storbritannien vil være med. Men briterne går konstruktivt med i forhandlingerne om et forslag, der ifølge EU's regler skal vedtages i enstemmighed af alle 27, selv hvis det ikke gælder for alle.
Et af udelandenes fælles krav er, at de vil have indflydelse på banktilsynet, der ifølge forslaget fra EU-Kommissionen bliver underlagt Den Europæiske Centralbank (ECB).
- Det er faktisk tricky. For den måde, forslaget er lavet på, hviler på ECB's regler. Der er det altså eurolandene, der bestemmer. Og de kan faktisk ikke bare invitere os andre til at være medbestemmende.
- Derfor skal man ikke alene være kreativ, man skal også have en jurist med for at finde en løsning, siger Vestager.
Hun understreger efter mødet med de ni ministerkolleger, at landene uden for euroen også er uenige om rigtig meget.
Blandt andet fordi nogle lande - som Danmark - har en fastkurspolitik over for euroen, mens andre ikke har deres valuta bundet til euroen.
Og fordi der er forskel på lande som Danmark med en egen, stærk banksektor og lande, hvor bankerne primært er datterselskaber eller filialer af banker i andre lande.
Derfor er det ifølge ministeren også for tidligt at komme med konkrete løsningsforslag.
- I dag har vi lavet listen over spørgsmål. I morgen er der debat. Og så går arbejdsgrupperne i gang, siger Vestager, der ikke er med til andendagen af det uformelle EU-møde på Cypern, fordi hun fredag nat rejser hjem for at nå med til radikalt landsmøde.
/ritzau/