Man skulle tro, det var optakten til en skovtur. Hundredvis af familier med madkurve stimler denne fredag morgen sammen på pladsen foran Beijings Renmin Gymnasium.

Men højspændte ansigter afslører, at dagen handler om alt andet end afslappelse i det grønne. I virkeligheden er der tale om verdenshistoriens største eksamen, når Kinas godt 10 millioner 3.g’ere i disse dage aflægger de prøver, der er afgørende for resten af deres liv.

Terpede hele natten

Ud af en af de utallige taxaer, der kører i pendulfart til gymnasiet, springer den 18-årige pige Zhang Jingyan sammen med sin mor og tvillingesøster. Hun ser veloplagt ud, skønt hun terpede indtil klokken to i nat. Mor og søster når akkurat at affyre de sidste opmuntrende bemærkninger, før Jingyan smutter ind under de røde afspærringssnore og forsvinder ind på skolen.

Mor og søster spreder omhyggeligt aviser ud på fortovet og sætter sig til rette blandt de andre ventende familier. Der er fire timer til, at Jingyan kommer ud til frokostpause.

Vitamindrik og røgelse

De to dage, som eksaminerne varer, er måske de vigtigste to dage i de unges liv, og forældrene skyr ingen udgift for at give deres børn en optimal eksamensforberedelse.

Af samme grund melder supermarkederne om, at vitamindrik er udsolgt, og flere af byens templer er løbet tør for røgelsespinde. I et land med en enorm og voksende forskel på rig og fattig er det af afgørende betydning at komme på universitetet. De unge, der netop nu er på vej ind for at aflægge eksamen, bliver mindet herom, idet de passerer skolens 20-årige dørvogter, der ikke formåede at kvalificere sig til universitetet.

Han tjener nu 800 kroner om måneden, mens de unge, der slipper igennem nåleøjet, kan se frem til en løn, der er mindst 10 gange højere.

Unge begår selvmord

Kinas etbarnspolitik forøger naturligvis presset på de unge, der traditionelt står med ansvaret for at forsørge deres forældre i et land, hvor de offentlige ydelser er beskedne. Det er derfor ikke overraskende, at der hvert år rapporteres om stadig flere selvmord blandt de unge, der ikke har klaret sig godt til eksamen.

Som Shi Duole, der netop har erhvervet sig en kandidatgrad fra det hæderkronede Peking Universitet, forklarer: »Selvom jeg var blandt de heldige, der kom på universitetet, står årene op til denne eksamen stadig for mig som et umenneskeligt mareridt.« Mange gymnasier har undervisning fra kl. syv om morgenen til klokken halv 10 om aftenen.

Lektier i stedet for frokost

På Renmin Gymnasiet skrider dagens mareridt støt fremad. Termometret kravlet op over 35 grader, og ambulancefolkene har været inde med væske og sukkertabletter flere gange. Så ringer frokostklokken omsider, og Jingyan kommer ud.

Hun forklarer glædesstrålende, at hendes eksamen i litteratur gik godt og sætter sig ned for at repetere.

Hun skal nemlig i ilden igen i eftermiddag, hvor den står på engelsk.

»Jeg har forberedt mig til denne eksamen hele mit liv, der er ikke plads til mere i mit hoved,« siger Jingyan og vinker afværgende til moderen, der er ved at øse mad op i en skål.

»Jeg vil bare have noget juice og et par øjeblikkes fred.«

Eksamen i børnehaven

Den unge piges ro er imponerende, men hun er også allerede garvet, når det gælder eksaminer. Hendes første vigtige eksamen havde hun i sjette klasse, hvor hun klarede sig godt og derfor fik adgang til en god mellemskole.

Som moderen forklarer:

»Det er vigtigt at komme ind på en god mellemskole, så er chancerne meget større for at komme ind på et godt gymnasium og derefter universitetet.« For en dansker forekommer denne udskilning meget hård, men Kina har en årtusindlang tradition for eksaminer, og på eliteskolerne er der for nylig indført eksamen mellem børnehave og 1. klasse.

Forløsning

Klokken to går Jingyan ind til sin sidste eksamen, og i løbet af de næste par timer fyldes området foran gymnasiet med et mylder af slægtninge og venner.

»Det var let,« forklarer Jingyan, da hun glædesstrålende kommer ud tre timer senere. Smilene stivner dog, da Jingyan fortsætter: »Der var bare et par af spørgsmålene, der var lidt upræcise.«

»Upræcise?« spørger moderen nervøst.

»Det var kun to af dem,« skynder Jingyan sig at tilføje for at berolige sin mor.

På spørgsmålet om, hvad hun skal lave den næste måned, indtil hun får eksamensresultatet, svarer Jingyan ufortøvet »wanr!«, der er Beijing-dialekt for at more sig. »Men,« retter hun sig selv, »først skal jeg sove.«