Pirater skal kunne dømmes for forsøg på pirateri, og der skal oprettes en NATO-kystvagt, som kan holde øje med og kontrollere de farlige søfarere omkring Somalia. Det mener Venstre, der lancerer en ny anti-piratpakke.
"Vi oplever desværre, at der er momentum til piraterne. Deres operationsområde bliver større og større, og vi oplever både flere forsøg på kapringer og flere gidselstagninger. Det bliver vi nødt til at få sat en stopper for," forklarer Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen til Newspaq.
Det har hidtil været meget svært at dømme pirater og ikke mindst at fængsle dem. Men Michael Aastrup mener, at det med NATOs hjælp er muligt at få flere sat bag tremmer. Og det er Somaliland, der skal have støtte til at retsforfølge, dømme og huse piraterne.
"Somaliland er en af de mere stabile provinser i Somalia. Og de ønsker selvstændighed. Vi anbefaler, at der fra både dansk side og fra NATO's side bliver sat kroner og ører af til at der kan bygges nogle fængselspladser op. Og vi foreslår konkret, at der bygges 1.000 fængselspladser i Somaliland," siger Michael Aastrup Jensen.
Og der bliver brug for de ekstra piratpladser, hvis Venstres plan lykkes. Pakken skal gøre det muligt at dømme piraterne, selvom de ikke tages på fersk gerning. Hvis de har rebstiger, entréhager og våben på sig, skal de dømmes for forsøg på pirateri.