Næsten en tredjedel af Danmarks strøm skal om blot 12 år komme fra vedvarende kilder som vind og vand.
Sådan lyder kravet fra EU i netop offentliggjort energipakke. Og for første gang erkender regeringspartiet Venstre, at sådan et mål er realistisk - og at Danmark dermed må bøje sig for det.
- Der er kommet en udmelding fra EU, og den må Danmark påtage sig at følge efter, siger Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt, til Avisen.dk.
Han skriver dermed under på, at 30 procent af Danmarks energi skal komme fra vedvarende kilder i 2020.
Fogh og Connie imod
Sådan et krav har ellers tidligere bekymret regeringen med klimaminister Connie Hedegaard (K) og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i spidsen. De har tidligere meldt ud, at 20 procent af Europas energi skal komme fra vedvarende energi i 2020.
I dag kommer 17 procent af Danmarks energi fra vedvarende kilder, og SF’s energiordfører Anne Grete Holmsgaard kalder det er en meget vigtig sejr i kampen for mere grøn energi i Danmark.
- Det er jo svært for ministrene at sidde og sige, at vi ikke vil være med til det, når et fremtrædende medlem går ud og siger det, siger Anne Grete Holmsgaard.
EU-pakken kræver også, at Danmark reducerer sit udslip af CO2 fra de sektorer, der ikke er omfattet af handel med CO2-kvoter. Det er fx fra transportsektoren og fra landbruget.
Her skal udledningen reduceres med 20 procent i 2020.